Venstres landsmøde: Grund til optimisme

Et landsmøde fuld af optimisme og gå-på-mod.

 

I forrige weekend deltog jeg, sammen med 1299 andre gæve venstrefolk i den årlige fætter-kusine-fest i Herning, nemlig Venstres Landsmøde. Et storslået event fyldt med glade mennesker, gode debatter og en enkelt øl eller to.

I de senere par år har landsmøderne dog været afholdt på baggrund af nogle tumultariske begivenheder. Skiftende formænd, lave meningsmålinger, en regeringsdeltagelse som liiige skulle tygges lidt på med videre.

Optimisme og vigtigt!

Men ikke i år - dette års landsmøde var faktisk fyldt med optimisme og gå-på-mod for alle os i Danmarks liberale parti.

For vi er, som altid, i arbejdstøjet for at skubbe Danmark i en mere borgerlig retning - og det er lige hvad vi gør.

Jeg nævner i flæng; De største skattelettelser i 10 år, en halvering af topskatten og bedre lægedækning i hele landet. Afskaffet AM-bidrag for unge under 18. Investeret massivt i forsvaret og meget mere.

Det er altså resultater, som vi har fået igennem i et ræverød folketing. Havde vi ikke bidt os fast i bordkanten og kæmpet for at få indflydelse, så havde alternativet været, ja Alternativet. Det havde altså været typer som Theresa Scavenius og Franciska Rosenkilde, som ville have den afgørende stemme i fire så definerende år som dem, at vi er i. Og kun gud ved hvilken virkelighed, at det ville føre med sig, især for bornholmerne…

Afgørende tid

For vi står i en afgørende tid for Danmark, Europa og Verden.

Over hele kloden stiger usikkerheden. Med et Nordkorea, som rører på sig, et Kina som ser muligheder i Vestens splittelse, en eskalerende storkonflikt i Mellemøsten og ikke mindst en aggressiv Putin, som i større og større grad leger med tanken om et nyt verdenskort med splittelse, krig og en vesten mod østen tilgang.

Med Trumps, om end ganske ikke-overraskende sejr i USA, så kan vi i vesten og Danmark ikke længere læne os tilbage i vished om at USA kommer til undsætning hvis lokummet brænder. Derfor er jeg også helt enig med min partiformand Troels Lund Poulsen, når han fra talerstolen i Herning gør det klart, at danskernes sikkerhed er absolut TOPprioritet for os i Venstre og også bør være det for hele Folketinget både nu og i en fremtidig regering, hvordan den end kommer til at se ud.

Bekymrende signaler

Derfor er det også bekymrende, når Socialdemokratiet og de resterende røde partier, i et åbenlyst forsøg på at bejle til kernevælgerne, åbner for at stoppe stigningen i pensionsalder. Det er en hamrende dyr affære, hvis man vil gå ind og pille ved hele fundamentet for Danmarks velfærdsøkonomi.

Jo, jeg kan godt se, at det lyder ganske underligt, at jeg og mine fremtidige børn skal arbejde til de er langt over 70. Det anerkender jeg selvfølgelig er en usikkerhed for mange danskere. Men lige nu står vi overfor en potentiel ekstraregning til vores forsvar på op imod 300.000.000.000 kroner... Det er immervæk en sjat penge vi skal bruge for at leve op til de kommende opdaterede styrkemål for NATO.

Hvis vi skal til at budgettere med en udgift på 28.000.000.000kr årligt i 10 år, så kan selv en boglig student godt se, at en pris på godt 36.000.000.000 ekstra for at stoppe stigningen i pensionsalderen pludselig løber op i lidt mere end man bare lige kan finde i råderummet.

Jo, det er selvfølgelig en mulighed at finansiere pensionsgildet ved at hæve skatten med 2 procent, men jeg tror ikke at en lavindkomstfamilie vil have så meget gavn af en ekstra skatteregning på 12000kr.

Derfor er Venstre også meget klare i mælet; Danskernes sikkerhed og tryghed kommer før alt andet! Hvis bomberne falder, og Europa vakler og Danmark ikke er rustet til det, så kan alt andet være ligegyldigt.

For slet ikke at tale om de massive investeringer der skal til for at sikre vores kystnære områder for oversvømmelser og voldsomt vejr.

Velfærd?

Men hvad skal vi så gøre? Vi er da nødt til at tage ansvar for vores velfærd?

Ja, jeg er helt enig. Derfor mener jeg også, at det er vigtigt at kigge på hele arbejdslivet. Hvordan kan vi sikre mere fleksibilitet til børnefamilier og de unge mennesker, som er på vej ud i arbejdslivet. Er der nogle ting, som kan være med til at ruste arbejdstilværelsen til en ny og anderledes fremtid.

Vi står midt i en tid, hvor fremtiden føles usikker, og kravene til os som samfund vokser. I en verden præget af konflikter, klimaforandringer og økonomisk pres er det afgørende, at vi træffer de rigtige valg – valg, der sikrer Danmark som et trygt, frit og stærkt land. For mig handler det om at prioritere det, der virkelig betyder noget: vores forsvar, vores fælles sikkerhed og en stærk økonomi, der kan bære fremtidens udfordringer.

Ærlighed

Derfor må vi også være ærlige omkring, hvad vi kan og skal bruge vores penge på.

Tiltag som 'gratis skolemad' kan lyde tiltalende, men vi skal huske på, at det vil koste op imod 5,5 milliarder kroner årligt. Med de udfordringer, som vi står overfor, er det afgørende, at vi bruger vores ressourcer klogt. De skal skabe værdi dér, hvor det virkelig gør en forskel for fremtidens Danmark.

Jeg ønsker et Danmark, hvor borgerne oplever frihed, tryghed og muligheder - et Danmark, der hviler på borgerlige værdier som ansvar, initiativ og frihed under ansvar. Vi har brug for et stærkt forsvar, en sund økonomi og reformer, der styrker vores arbejdsmarked og velfærd. Det er ikke altid nemt, og det kræver mod at vælge de langsigtede løsninger frem for de kortsigtede gevinster. Men jeg tror på, at vi som land kan stå sammen og tage de nødvendige skridt for at sikre en lysere fremtid.

Godt i gang

Jeg synes, at Venstre er godt i gang med den opgave.

Vi ser allerede resultater – skattelettelser, bedre lægedækning og store investeringer i forsvaret - alt sammen noget, der peger Danmark i en mere borgerlig retning.

Jeg håber, at vi fortsætter den kurs. Det kræver, at vi står fast, også når det bliver svært, men jeg tror på, at vi kan lykkes. Sammen kan vi skabe et Danmark, der er rustet til fremtiden og hvor borgerlige værdier fortsat er styrende for, hvordan vi udvikler vores samfund.

Forrige
Forrige

Er vi villige til at ofre retfærdighed på inklusionens alter?

Næste
Næste

Hvad er 'borgerlighed'?