Julen minder os om noget, vi har glemt

Niklas Stenbye ser tilbage på 2025.

Der er noget ved julen, der får tiden til at opføre sig anderledes. Dagene bliver kortere, mørket tættere, og tempoet sænkes – ikke fordi verden er blevet roligere, men fordi vi for en stund tillader os selv at stoppe op. Tænde et lys. Sætte os ned. Og tænke lidt mere, end vi plejer.

Når jeg ser tilbage på 2025, så er det ikke én begivenhed, der står klarest. Det er helheden. Følelsen af et år, der både rummede fremdrift og modstand. Et år på godt og ondt. Et år, hvor der skete meget – men hvor det vigtigste måske var det, der ikke stod med store typer i avisen. De erkendelser, der sætter sig langsomt. De tanker, der først falder på plads, når man giver dem ro.

Frihed er ikke en naturtilstand

Det har været et år, hvor verden udenfor Danmark mindede os om, at stabilitet ikke er en selvfølge. At fred og frihed ikke er naturtilstande, men resultater af vilje, ansvar og sammenhold. Og samtidig et år, hvor vi herhjemme blev mindet om noget andet: hvor let et samfund kan blive splittet, når fronterne trækkes hårdt op, og uenighed forveksles med fjendskab.

Polariseringen har fyldt meget. I debatten. På sociale medier. I vores samtaler – eller fraværet af dem. Mange har trukket sig lidt. Andre har råbt lidt højere. Og midt i det hele har det nogle gange føltes, som om vi glemte, at vi i bund og grund er fælles om langt mere, end vi er uenige om. Julen kan noget her.

Den minder os om, at samfund ikke kun hænger sammen af holdninger, men af relationer.

Julen rammer stærkere

Det er måske derfor, at julen rammer mig stærkere, jo ældre jeg bliver.

For julen handler ikke kun om traditioner og vaner. Den handler om nærhed. Om at sætte sig ved et bord med mennesker, som man ikke altid er enig med – og alligevel hører sammen med. Om at give barnet eller barnebarnet et ekstra kram. Om at ringe til én, man ikke har talt med længe. Små handlinger, der i virkeligheden siger noget stort: at fællesskab er noget, vi vælger.

Jeg har ofte skrevet om ungdommen. Om krav, forventninger og ansvar. Og måske er det netop her, at taknemmeligheden bliver vigtig.

For vi lever i en tid, hvor “mere” alt for ofte er udgangspunktet. Mere støtte. Flere rettigheder. Færre forpligtelser. Som om samfundet er en automat, som man kan trykke på uden, at nogen skal fylde den op.

Men det samfund, som vi holder jul i, er ikke kommet af sig selv. Det er bygget. Af tidligere generationer, der tog ansvar, også når det var besværligt. Som stillede krav – til hinanden og til sig selv. Som vidste, at frihed uden ansvar ikke holder længe.

Julen minder os om noget, vi ellers har glemt: at vi skylder mere, end vi har krav på.

Kommunalvalget

Det blev også tydeligt i det nære i år. Kommunalvalget mindede os om, at demokrati ikke kun er noget, der foregår langt væk, men noget, der lever lokalt.

På Bornholm fik vi en ny borgmester og et nyt hold - ikke som et politisk mirakel, men som et udtryk for tillid - for viljen til at give ansvar videre. Og det er i virkeligheden dér, at politik er mest ægte – når det handler om hverdagen, fællesskabet og det ansvar, som vi deler.

Borgerlige idéer har i år igen fået luft. Ikke fordi de larmer mest, men fordi flere har mærket, at de virker. Ansvar. Tillid. Nærhed. Frihed med forpligtelse. Ikke som ideologi, men som livsindstilling - som noget, der kan samle i stedet for at splitte.

Personligt

For mig personligt er denne jul også særlig. Det er den sidste jul, inden du næste år kan finde mig på stemmesedlen til folketingsvalget.

Det skriver jeg åbent, fordi det hænger sammen med alt det ovenstående. Jeg glæder mig til at tage ansvar. Til at lade ord følges af handling. Og til at bidrage til et samfund, hvor vi ikke bare peger på hinanden, men bygger videre sammen.

Når vi om lidt træder ind i et nyt år, så håber jeg, at vi tager noget af julen med os. Ikke kun lysene og traditionerne, men roen midt i uroen. Taknemmeligheden midt i kravene. Og viljen til at samle, også når det er lettere at splitte.

Måske er det netop dét, at 2025 har lært os: at det vigtigste ikke altid er at få ret – men at høre sammen.

Glædelig jul.

Og et nytår med eftertanke, nærhed og mod til at tage ansvar.