Jeg er træt af klimaaktivisternes kaos

Provokationer skaber modstand - ikke opbakning.

Jeg var næppe den eneste. Faktisk vil jeg gætte på, at der kom et kollektivt ”suk” fra hele den danske befolkning, da Nødbremsens unge urostiftere skabte endnu en scene i forbindelse med kongens nytårstale.

Jeg er ved at være godt og grundigt træt. Ikke af klimaet. Ikke af den grønne omstilling. Men af de selvoptagede klimaaktivister, der igen og igen formår at gøre sig selv til klimaets største fjende.

For klimaet er alvor. Det er ikke en leg. Det er ikke et identitetsprojekt. Det er ikke en scene, hvor man kan pleje sit moralske selvbillede og høste opmærksomhed, mens andre rydder op bagefter. Klimakrisen kræver handling, ansvar og realisme – ikke performativt pjat og egoistiske stunts.

Da klimaaktivister endnu en gang valgte at skabe ballade, blev det krystalklart, hvor galt det står til. Et af de mest samlende øjeblikke i Danmark – reduceret til bagtæppe for endnu et “se-mig”-nummer. Ikke for at overbevise. Ikke for at flytte noget. Men for at blive set.

De er ikke ungdommen!

Og lad os droppe illusionerne: Det her handler ikke om klimaet. Det handler om dem selv.

De samme mennesker, der sætter sig på vejen, spærrer trafikken, forstyrrer institutioner og chikanerer almindelige danskere, bilder sig ind, at de “skaber opmærksomhed”. I virkeligheden skaber de vrede. Modvilje. Træthed.

De skubber helt almindelige mennesker væk fra klimasagen og efterlader os andre med regningen – politisk og folkeligt.

Det, der provokerer mig allermest, er dog, at de samtidig får lov til at repræsentere “ungdommen”. Hver gang de optræder, bliver min generation sat i bås som naive, venstreorienterede og virkelighedsfjerne. Som om vi alle sammen deler den samme verdensfjerne tilgang til politik, ansvar og samfund.

Det gør vi ikke. De her aktivister er ikke ungdommen. De er bare de mest larmende. Og de bliver aldrig repræsentanter for den brede ungdom, der går på arbejde, tager uddannelse, betaler skat og faktisk gerne vil løse problemerne i stedet for at iscenesætte dem.

Narcisisssme

Det er narcissisme forklædt som aktivisme.

For mens de leger revolution på motorvejen, så er der tusindvis af unge, der faktisk arbejder seriøst for den grønne omstilling - i virksomheder, i organisationer, i politik, i forskning. Folk, der tager ansvar. Folk, der smøger ærmerne op og gør arbejdet – også når ingen filmer det.

Men hver gang en aktivist limer sig fast, råber af politiet eller forstyrrer fællesskabet, så bliver hele klimakampen reduceret til et cirkus, og det er ødelæggende. For opbakning er ikke en detalje – det er en forudsætning. Udens folkelig opbakning sker der ingen grøn omstilling. Punktum.

De råber, men gør intet

Det mest ironiske er, at de aktivister, der råber højest om krise og handling, ofte er dem, der gør mindst, når det kommer til reel forandring. De forveksler handling med opmærksomhed. Offerrolle med ansvar. Følelser med løsninger.

Hvis du virkelig mener, at klimaet er i krise, så gør noget, der virker. Tag en uddannelse. Få et arbejde. Gå ind i demokratiet. Smøg ærmerne op. Tør sveden af panden og drop forestillingen om, at verden ændrer sig, fordi du sidder på asfalt og føler dig vigtig.

Klimakrisen bliver ikke løst af mennesker, der konstant spænder ben for deres egen sag. Den bliver løst af dem, der tager ansvar, samarbejder og holder hovedet koldt – også når det er mindre sexet end at råbe slagord.

Så rejs dig fra vejen. Tag en kiks. Og kom i gang med at gøre en reel forskel for klimaet i stedet for at pleje dit ego.