Jeg elsker præstationskultur

Vi reagerer forkert.

Min overskrift er ikke en sætning, som man siger uden at få hævede øjenbryn. For præstationskultur er blevet gjort til syndebuk i den offentlige debat.

Den bliver ofte udlagt som årsagen til stress, mistrivsel og følelsen af ikke at være god nok.

Men jeg tror, vi skyder ved siden af. For vi har ikke et problem med præstationskultur. Vi har et problem med perfekthedskultur. Og de to ting er blevet blandet sammen på en måde, der gør mere skade end gavn.

Præstationskultur handler om at ville noget. Om at gøre sig umage. Om at sætte sig et mål og arbejde sig hen imod det – velvidende at man snubler undervejs. Det er kulturen, hvor man øver sig, fejler, lærer og bliver bedre. Ikke perfekt. Bare bedre. Det er en grundlæggende menneskelig drivkraft, og den har været med til at bygge alt det, som vi i dag er stolte af.

Perfekthedskultur er noget helt andet. Det er forestillingen om, at man hele tiden skal lykkes. At fejl er farlige. At der ikke er plads til at være middelmådig, usikker eller undervejs. At alt tæller, alt bliver målt, og alt bliver husket. Det er her, presset bliver kvælende. Ikke fordi der bliver stillet krav udefra, men fordi kravene bliver indre, konstante og umulige at leve op til.

Forkert reaktion

Problemet er, at vi politisk og kulturelt ofte reagerer forkert, når mistrivsel fylder.

I stedet for at skelne mellem præstation og perfektion, så vælger vi den nemme løsning: færre krav, færre forventninger, færre bedømmelser. Som om løsningen på perfekthedskultur er at afskaffe præstation. Men hvad nu hvis vi i virkeligheden gør mennesker mere skrøbelige ved at fortælle dem, at modgang er et tegn på, at noget er galt?

For livet er ikke friktionsfrit, og det bliver det ikke, blot fordi vi beslutter os for det politisk. At føle sig utilstrækkelig, tvivle på sig selv eller være presset i perioder er ikke nødvendigvis tegn på mistrivsel. Det er ofte tegn på, at man er i gang med noget, der betyder noget.

'Jeg elsker det'

Når vi indretter politik og institutioner ud fra en forestilling om, at mennesker først og fremmest skal skånes, så risikerer vi at sende et andet signal: at de ikke kan bære modgang. At de skal beskyttes mod livet frem for at blive rustet til det. Det er velment, men det er en fattig menneskeforståelse.

Jeg elsker præstationskultur, fordi den tager mennesker alvorligt. Den bygger på en tro på, at mennesker kan vokse, hvis de får tydelige rammer, ærlige forventninger og opbakning – ikke fravær af krav. At trivsel ikke er fraværet af ubehag, men evnen til at stå i det uden at knække.

Umyndiggørelse er ikke omsorg

Det betyder ikke, at vi skal være kolde, hårde eller ligeglade. Tværtimod. Men det betyder, at politik ikke skal forveksle omsorg med umyndiggørelse. At vi godt kan have høje forventninger og samtidig være menneskelige. At vi godt kan sige: “Det her er svært – men du kan godt.”

Så nej, lad os ikke gøre op med præstationskulturen. Lad os gøre op med illusionen om, at livet skal være perfekt for at være godt. For det er ikke ambitioner, der knækker mennesker. Det er frygten for aldrig at være gode nok.

Præstation er menneskelig. Perfektion er en illusion.

Og den forskel burde vi tale langt mere ærligt om – også politisk.