Folkekirken: At finde mening

(Dette indlæg er bragt i samarbejde med min ven, Valdemar Gavrani Gadegaard.)

Religion - og mere.

Flere og flere vælger at melde sig ud af Folkekirken, og på Bornholm ligger vi endda over landsgennemsnittet.

Det er en udvikling, der siger noget om tiden, som vi lever i. For selvfølgelig skal vi have frihed til selv at bestemme, om vi vil være en del af kirken eller ej. Det er en grundlæggende værdi i et frit samfund. Men midt i al friheden risikerer vi at overse, hvad vi mister, når Folkekirken bliver skubbet ud på sidelinjen.

At finde mening

Valdemar læser teologi med henblik på at blive præst, og jeg (Niklas) har selv oplevet en forandring i mit syn på kirken.

Som mange andre unge har jeg været skeptisk. Tro virkede fremmed, nærmest forældet. Men gennem vores samtaler begyndte jeg at forstå, at tro ikke handler om at vide, men om at finde mening. At kristendommen og Folkekirken kan være en modvægt til den tid, vi lever i – en tid præget af stress, perfektionisme og åndelig fattigdom.

Mere end en religiøs institution

Folkekirken er nemlig mere end en religiøs institution.

Den er en af de stærkeste bærere af vores fælles kultur og historie. Mange af de værdier, som vi bygger vores samfund på – næstekærlighed, fællesskab, sammenhold – har dybe rødder i den kristne tradition.

Når vi fejrer jul, påske og pinse, så gør vi det ikke kun som troende, men også som en del af en kulturarv, der binder os sammen. Vores højtider, vores skikke, vores ceremonier – de findes i en ramme, som Folkekirken har været med til at skabe og bevare.

Et fristed

Men kirken er også noget mere håndgribeligt.

Den er et fristed - et sted, hvor vi kan finde ro i en hverdag, der ofte er præget af stress, krav og konstante forventninger. I en tid, hvor mistrivsel blandt unge og voksne er et voksende problem, og hvor vi ser en stigning i ensomhed og en følelse af meningsløshed, har vi mere end nogensinde brug for rum, hvor vi ikke skal præstere, forklare eller bevise noget. Kirken har altid været et sådant rum.

Er rationalisme en fejl?

Vi lever i et hyperrationelt samfund, hvor alt skal kunne måles og vejes, og hvor tro og eksistentielle spørgsmål ofte bliver skubbet i baggrunden.

Men måske er det netop her, at vi tager fejl. Måske er det i vores jagt på det faktuelle og det konkrete, at vi mister noget væsentligt. Tro handler ikke om at vide, men om at finde mening - og det er en vigtig sondring. Vi har alle brug for steder, hvor vi kan reflektere, hvor vi kan finde trøst, hvor vi kan søge fællesskab uden krav.

Præst - hvorfor??

Da Valdemar traf beslutningen om at ville være præst, så undrede det mange i vores omgangskreds - inklusive mig selv (Niklas).

For hvorfor skulle nogen i dag vælge at træde ind i en institution, der af mange opfattes som en synkende skude? Men kristendommen er ikke forældet – den kræver blot tid og indøvelse. Den rummer paradokser, ikke entydige svar. Måske er det netop det, som vi har brug for - et modsvar til en tid, hvor vi jager perfektion, men alligevel aldrig føler os gode nok.

Kristendommen og den kirke, der forkynder dens ord, kan være et svar på vores tids meningskrise. I et sekulært samfund, hvor mange unge føler et pres for at være perfekte, kan kristendommens menneskesyn være en lettelse. Troen giver plads til fejlbarlighed -til at vi snubler - til at vi ikke altid er stærke. Den tilbyder en anden måde at se os selv og hinanden på – med større forståelse, med mindre dom.

Åndelig, men også aktiv i samfundet

Samtidig er Folkekirken ikke kun et åndeligt fællesskab, men også en aktiv samfundsaktør.

Det er i kirkerummet, at vi markerer livets største overgange – barnedåb, konfirmation, bryllupper, begravelser. Kirken står også bag et stort socialt arbejde - fra varmestuer og hjemløsehjælp til fællesspisninger og sorggrupper. Når Folkekirken svækkes, så forsvinder også et vigtigt bindeled i vores samfund, og så efterlades vi med et tomrum – ikke kun åndeligt, men også praktisk.

En svunden tid?

Nogle siger, at kirken er en institution fra en svunden tid - at den ikke længere har relevans i et moderne, sekulært samfund. Men måske er det netop nu, at vi har mest brug for den. I en tid, hvor vi ser en stigende individualisering, hvor mange føler sig ensomme, hvor vi ofte er mere optagede af at dyrke os selv end af at bygge fællesskaber, er kirken en modvægt og et sted, hvor vi kan mødes uden skærme, uden algoritmer, uden behov for at iscenesætte os selv.

Det er selvfølgelig op til den enkelte, om man vil være medlem af Folkekirken eller ej. Frihed er en grundsten i vores samfund. Men måske skal vi også stoppe op og spørge os selv: Hvad betyder det for os som samfund, når Folkekirken mister sin rolle?

Hvad mister vi af fælles værdier, når den institution, der har formet os som folk, skubbes til side? Og hvad sætter vi i stedet?

Måske skal vi tænke os om en ekstra gang, før vi afskriver Folkekirken som irrelevant. Måske er den – trods alt – stadig et af de vigtigste fællesskaber, som vi har.