Opsang til ungdommen

Vi kan, vil og skal.

Jeg sad forleden på mit universitet og overhørte en samtale, hvor en medstuderende fortalte, at hun følte sig provokeret over, at der i mange studenterjob står, at man forventes at kunne arbejde cirka 15 timer om ugen.

Hun syntes, det var urimeligt. Og jeg må bare være ærlig og sige: Det provokerede mig. Ikke hende som person – men den tankegang, der nogle gange sniger sig ind i ungdommen.

Jeg bliver træt

Forestil dig det:

En universitetsstuderende, som modtager verdens højeste SU, går i skole tre dage om ugen, får sin uddannelse betalt af nyuddannede pædagoger og sygeplejersker, som bliver hurtigere færdig, og som med al sandsynlighed kommer til at tjene væsentligt mere end både sine og gennemsnittet af sine jævnaldrende – men som alligevel føler sig provokeret over, at et job stiller krav.

Altså helt ærligt. Det er her, jeg bliver træt. Ikke af ungdommen som sådan – for jeg mener faktisk, at ungdommen er både sej og dygtig – men af den mentalitet, der indimellem får os til at tro, at krav er lig med uretfærdighed, og at ansvar er noget, andre skal tage for os.

Opsang

Derfor er det her ikke en hetz mod ungdommen. Det er en opsang - en kærlig, men bestemt én af slagsen.

Fordi jeg ønsker ikke, at vi som generation skal synke ned i en tilstand, hvor enhver forventning bliver læst som et overgreb. Der er forskel på at have det svært og på at blive behandlet uretfærdigt. Der er forskel på at være presset og på at være et offer.

Den forskel skal vi kende!

Angreb på de ældre?

Jeg tænker også på dengang, at Bornholms Ungeråd gik ud og rasede mod de ældre generationer og anklagede dem for at have ødelagt verden.

At de voksne havde sikret os en “ikkeeksisterende fremtid”. Og undskyld mig – men hvad blev der af taknemmeligheden? Hvad med anerkendelsen af, at det faktisk er netop de ældre generationer, som har bygget det samfund op, hvor vi nu kan få en gratis uddannelse, ytringsfrihed, sundhedspleje og et stabilt demokrati? Det er som om, vi glemmer at sige tak – og i stedet råber “mere, mere, mere”.

Nemt at gøre sig til offer

Det er blevet for nemt at pege fingre. For nemt at gøre sig selv til offer, fordi man ikke får alt, hvad man peger på.

Men når vi hele tiden taler os selv ned i rollen som de uretfærdigt behandlede, så fjerner vi også evnen til at handle. Til at tage ansvar. Til at løfte vores egne liv.

Og ja, det kræver noget. Men det gør det for alle. Det er ikke nemt at være ung – men det er heller ikke meningen. Det er her, at vi skal lære. Det er her, at vi skal tage form. Og det sker ikke, hvis vi hele tiden bliver båret.

Vi unge er ikke ofre for alting. Vi er ikke ofre bare, fordi vi bliver bedt om at arbejde lidt ved siden af studiet. Vi er ikke ofre bare, fordi vi får karakterer. Vi er ikke ofre bare, fordi vi ikke har råd til alt, hvad vi kunne tænke os.

Det er ikke en menneskeret at kunne købe nyt sommertøj og gå i byen hver weekend. Det er luksus - og nogle gange må vi vælge fra. Sådan er livet. Det kaldes ansvar.

Mistrivsel

Når vi taler om unges økonomi, mistrivsel og mentale pres, så er det selvfølgelig vigtigt at tage alvorligt.

Der ER unge, der har det svært. Der ER et præstationspres. Men løsningen er ikke at pille alle krav og rammer ned. Løsningen er ikke at kræve flere penge, flere privilegier og færre forventninger. Løsningen er, at vi lærer forskellen på at være ramt og at være et offer.

At vi lærer at stå i det svære - at vi lærer at tage ansvar – også for vores økonomi, vores valg, vores energi og vores muligheder.

Ansvar

Jeg savner, at vi taler mere om ansvar og pligt.

Vi har talt rigeligt om rettigheder. Om hvad vi har krav på. Om hvad vi føler os berettigede til. Men frihed og velfærd kommer ikke uden forpligtelser. Vi står på skuldrene af en generation, der har bygget alt det op, som vi tager for givet. Det forpligter os – ikke bare til at nyde det, men til at bære det videre - til at yde, ikke kun nyde - til at tage medansvar.

Jeg siger ikke, at vi ikke må klage, eller at vi aldrig må føle os pressede. Det er menneskeligt. Men vi skal også huske på, at vi er mennesker med handlekraft. Ikke klienter i et system, der skal lappe os sammen, hver gang noget føles uretfærdigt.

Det er sundt at møde modstand. Det er sundt at mærke, at man skal stå op for noget. Det er sundt at erfare, at livet ikke er skruet sammen for at tilfredsstille os hele tiden.

Muligheder

For vi har muligheder - rigtig mange af dem.

Faktisk er vi måske den mest privilegerede ungdomsgeneration nogensinde - og det forpligter. Det forpligter til at gribe mulighederne, ikke klynke over kravene. Det forpligter til at kende sit eget værd – men også til at tage fat. Det forpligter til at vise, at vi godt kan. At vi vil. At vi ikke ser os selv som nogen, der skal passes på, men som nogen, der gerne vil bidrage.

Lad os vise, at vi er stærke

Derfor, kære ungdom:

Lad os nu fortsætte med at tage ansvar. Lad os kende forskel på vilkår og uretfærdighed. Lad os vise, at vi ikke er skrøbelige, men stærke. Ikke fordi vi aldrig tvivler, men fordi vi tager os sammen, også når det er svært.

Lad os tage ejerskab over vores liv – og vise, at vi godt kan finde ud af det.