Vi lærer om sex – men ikke om skat
På TikTok lærer man, hvordan man får perfekte øjenbryn, perfekte workouts og perfekte pastaretter i airfryer. Men ingen videoer viser, hvordan man tackler følelsen af økonomisk panik, når din bankkonto skriver "-437,82 kr." og dit madbudget kollapser midt i måneden, fordi du glemte, at forsikringer ikke bare er noget, dine forældre ordner.
Det er paradokset ved at være ung i dag: Vi har al viden i verden i lommen – og alligevel er der ingen, der har lært os det mest basale.
Hvordan man lægger et budget. Hvordan man forstår en regning. Hvordan man undgår at få økonomisk tics, bare man hører ordet "årsopgørelse".
Vi er den mest digitalt oplyste generation i historien – og samtidig dem, der skal lære privatøkonomi ved at brænde fingrene på dankortet. Og tro mig: jeg er selv stor fortaler for, at man lærer mest, når man falder og rejser sig igen. At man skal have lov at begå fejl – og mærke konsekvenserne.
En skævhed
Men det er også en skævhed i systemet, når hele samfundets undervisningsprojekt ender med at sige: Held og lykke med voksenlivet – håber du ikke fucker det helt op.
For der er forskel på at lære af sine fejl, og på at blive efterladt i blinde med en rudekuvert i hånden og ChatGPT som eneste redskab. Velkommen til voksenlivet: Du skal selv finde ud af det. Og hvis du fejler? Så er det bare ærgerligt – og måske med renter på.
Det er her, at mange unge får deres første økonomiske dannelse. Ikke i et klasselokale, men gennem overtræk. Ikke fra en lærer, men fra inkassobreve, som de i øvrigt ikke aner hvad betyder. Det er ikke bare uretfærdigt. Det er dumt.
Skolen - en forudsætning for ansvar
Vi har et skolesystem, der kan lære dig, hvordan man udregner tangens i en trekant, skriver en analyse af et sonetkransdigt, og opløser ammoniak i en kemirapport.
Men ingen har fundet det nødvendigt at forklare, hvordan man lægger et budget, læser en lønseddel, eller hvad det egentlig betyder, når du får en mail notifikation med teksten: "Årsopgørelse."
Det burde være en no-brainer, at vi lærer vores unge, hvordan de kan tage ansvar for deres egen økonomi. For økonomisk dannelse er ikke bare et spørgsmål om kroner og ører. Det er frihed. Det er selvstændighed. Det er forskellen på at være voksen med vilje eller bare barn med bankkonto.
Det er at klæde vores unge mennesker på til at navigere i tilværelsen.
Staten er ikke svaret - viden er!
Jeg vil ikke være med til, at svaret på ethvert ungdomsproblem altid skal være 'mere SU' og statslige brandslukkere.
Det er ikke det, der skaber myndige og stærke unge mennesker. Hvis vi virkelig vil tage ungdommen alvorligt, så skal vi give dem viden og redskaber – ikke bare flere lappeløsninger pakket ind i bobleplast og gode intentioner. Det handler om at gøre dem klar til virkeligheden, ikke om at skærme dem fra den..
Misforstå mig ikke. Jeg værdsætter SU. Det er et generøst og unikt system. Men det er også et system, der alt for ofte bruges som sutteklud i stedet for springbræt.
Og det er vel dét, der er forskellen på borgerlig og socialistisk ungdomspolitik: Vi tror på, at unge kan og skal tage ansvar – men kun hvis vi også giver dem de redskaber, der gør dem i stand til det.
Forestil dig det
Forestil dig et valgfag, hvor man lærer at lægge et budget, forstå hvad skat og årsopgørelse egentlig er, og hvorfor det kan være en dårlig idé at klikke 'godkend' på et kviklån med 312% i ÅOP.
Ikke fordi vi skal udklække en ny generation af små revisorer med flair for paragrafjunglen i skattelovgivningen, men fordi vi skal klæde unge mennesker på til at kunne navigere i tilværelsen med bare en smule retning.
Det giver jo intuitiv mening – ligesom vi har seksualundervisning, så burde vi også have økonomiundervisning. Ikke fordi alle skal være eksperter i skattekoder og selvangivelser, men fordi alle skal kunne navigere nogenlunde sikkert første gang, at de møder virkeligheden.
Økonomi og seksualundervisning har nemlig det til fælles, at det hurtigt kan blive både akavet og dyrt, hvis man kaster sig ud i det uden at have fået en grundlæggende introduktion. Det handler ikke om at gøre unge til hverken revisorer eller jordemødre – men om at sikre, at de ikke står tilbage med gæld eller grinagtige fejl, bare fordi ingen gad give dem en brugervejledning.
Det er ikke raketvidenskab – det er bare sund fornuft.
Ulighed
Og lad os lige tale om den ulighed, der opstår, når man ikke gør det her.
For der er unge, der har forældre, som er økonomisk overskudsmennesker. De lærer hjemmefra, hvad en forskudsopgørelse er, og hvordan man lægger til side. Og så er der dem, der ikke har den ballast. Ikke fordi de er dovne eller dumme – men fordi de ikke er vokset op med forældre, der har lært dem A til Z om, hvordan man lægger budget, styrer husholdningen og får pengene til at række.
Så hvis vi mener noget med social mobilitet, så kunne vi jo starte her. For økonomisk forståelse er den slags kapital, der kan forandre liv. Den er ikke kun for den CBS-studerende, der handler aktier som hobby og drikker flat white på Vesterbro. Den er for alle dem, som ikke har fået økonomisk dannelse med modermælken. For økonomisk forståelse må ikke være en luksusvare for dem med forældre, der allerede kan Excel baglæns.
Også til gavn for samfundet
Det er ikke kun de unge, der ville få noget ud af det her. Det er også samfundet.
En generation, der forstår privatøkonomi, er en generation, der ikke havner i gæld, som ikke vælter budgetter i tide og utide, og som ikke forventer, at staten altid skal redde dem ud af hver eneste krise.
Det handler om at skabe en ungdom, der både kan og vil tage ansvar - en ungdom, der ikke nøjes med at kræve mere SU hver gang, at livet føles lidt svært, men som er udrustet til at tage styringen selv. Ikke pakket ind i bobleplast, men bakket op af viden, værktøjer og virkelighedsforståelse.
Gør privatøkonomi til en del af den undervisning, som vi tilbyder vores unge. Ikke med Excel-ark i 2. klasse, men for eksempel med relevante, praksisnære valgfag i udskolingen og ungdomsuddannelserne.
Hvis ikke vi ruster min og kommende generationer til virkeligheden – hvem skal så betale regningen?