Den terapeutiske fælde

I vores iver efter at tage hånd om de unges trivsel risikerer vi at umyndiggøre dem, lyder det fra Niklas Stenbye.

Vi skal redde ungdommen, siger de. Vi skal lytte til dem, støtte dem, forstå dem – og allerhelst sætte deres følelser på skoleskemaet.

Trivselskrisen kalder på handling, hører vi igen og igen. Men hvad nu hvis det, vi kalder handling, i virkeligheden er en glidebane? Hvad hvis vores pædagogiske omsorg, vores hyperpsykologiske opmærksomhed og vores evindelige fokus på, hvordan de unge har det, ikke hjælper – men skader?

Det er godt og nødvendigt, at vi tager unges mistrivsel alvorligt. Men det er ikke ligegyldigt, hvordan vi gør det.

Overpsykologisering

Min påstand er, at vi er i gang med at overpsykologisere ungdommen.

Hver en tvivl, hver en uro, hver en modgang bliver læst som signal om mistrivsel. Det kaldes omsorg, men det er i virkeligheden en diskret umyndiggørelse.

Vi fjerner modstand, fordi vi er bange for, at den gør ondt. Men menneskeliv gør ondt. Det har det altid gjort. Den, der tror, man kan skabe trivsel uden modgang, forstår hverken det ene eller det andet.

Ubehag er den største frygt

Det moderne menneskes største frygt er blevet ubehaget.

Men ubehaget er ikke sygeligt – det er eksistentielt. Som højskolelærer Christian Hjortkjær har påpeget, så er problemet ikke, at unge føler skam over at have en psykisk lidelse. Problemet er, at skammen fører til lidelsen.

Vi lærer ikke længere os unge at håndtere livets skyggesider – vi lærer os at diagnosticere dem. Vi beder hinanden tale om vores følelser, men ikke om vores ansvar. Vi skal mærke efter, men aldrig holde ud. Føle, men ikke bære.

Det farligste

Og det farligste er måske, at vi tror, vi gør dem en tjeneste.

At vi tror, vi hjælper dem ved at gøre dem mere følsomme, mere selvcentrerede, mere bevidste om deres indre. Misforstå mig ikke; selvfølgelig er det vigtigt at kunne mærke efter. Jeg argumenterer ikke for, at man bare skal ignorere følelser. Men følelser uden retning er som støj i et instrument – det larmer, men det skaber ingen musik. Vi har brug for indre styrke – ikke indre navlebeskuelse. Rødder, ikke bare refleksion.

Spørgsmålene

Forældre og lærere spørger bekymret: "Hvordan har du det?" Men sjældent: "Hvem vil du være?"

Det første skaber spejling, det andet skaber karakter. Vi taler konstant om præstationspres, men præstation i sig selv er ikke problemet – det er tabet af mening, tabet af mål, tabet af retning.

Det er ikke karakterkrav, der ødelægger ungdommen. Det er tabet af karakter. Denne ”anti-krav” eller ”anti-karakterer” tilgang er et misforstået hensyn.

Og her må vi passe på, at kritikken ikke slår over i hån. For det er rigtigt, at mange unge føler sig pressede. Det er rigtigt, at psyken kan knirke. Det er ikke forkert at tage følelser alvorligt. Men når vi bygger samfundets fortælling om ungdommen udelukkende på følsomhed og skrøbelighed, glemmer vi, at mennesker også er i stand til at vokse, bære og tage ansvar – selv i modgang.

"Superflexdage"??

Derfor er det bekymrende, når vi eksempelvis ser forslag, som det en ung SF’er lancerede som “superflexdage” – fridage, man kan tage uden at være syg, blot fordi man “ikke føler sig oplagt”.

Det lyder progressivt, men i virkeligheden udstiller det, hvor langt vi er kommet i at gøre følelser til argumenter. Når velvære får forrang over ansvar, og spontan lyst trumfer forpligtelse, så sender vi et signal om, at ubehag bør undgås, ikke overvindes. Det er ikke trivsel – det er en langsom afvikling af robusthed.

En anden balance

Vi har brug for en anden balance.

Vi har brug for, at samfundet – vi alle – tør stå ved, at menneskeliv kræver noget. At trivsel ikke kun handler om at have det godt, men om at gøre det godt. At livsmod, karakter og mening ikke fødes i tryghedszoner, men i mødet med det, der er svært. Det kræver ikke en ny pædagogik. Det kræver mod – og et opgør med illusionen om, at vi kan fjerne livets tyngde og stadig stå oprejst.

Skolen bør ikke være et terapirum. Den bør være et værksted for karakter og indsigt. Vi skal måske tale mindre om følelser og mere om format. Om dannelse. Om at være noget for andre. Om at tåle sig selv og sine fejl. For uden modgang ingen myndighed. Uden ansvar ingen frihed. Og uden karakter – ingen menneskelighed.

Trivsel er vigtigt. Men trivsel uden retning er bare velvære. Og vi fortjener mere end velvære. Vi fortjener mening - og mod - og et samfund, der tør give os det.