Bank elafgiften i bund
Det skal være billigere at være dansker.
Når du tænder lyset, oplader din mobil eller sætter en vask over, så tænker du måske ikke over, hvor meget du egentlig betaler for strømmen.
Men hvis du kigger på din elregning, så vil du opdage noget helt skørt: Kun omkring en tredjedel af regningen er betaling for den strøm, som du rent faktisk bruger. Resten – næsten to tredjedele – går til afgifter, tariffer og moms.
Det betyder, at hver gang, at du forsøger at gøre det rigtige og vælge grøn strøm, så betaler du først og fremmest til statskassen.
Fra 1. januar 2025 skal vi betale 90 øre pr. kilowatt-time i elafgift (inklusive moms). Til sammenligning kræver EU, at vi kun lægger en minimumsafgift på 0,8 øre pr. kilowatt-time. Vi beskatter altså strøm næsten 100 gange mere end EU kræver.
Og det er altså ikke fordi, strøm er en luksusvare længere. I dag kommer langt størstedelen af vores strøm fra vindmøller og solceller, og i 2030 forventes hele vores elforbrug at komme fra vedvarende energi.
Hvorfor dyrt at være dansk og grøn?
Så hvorfor bliver vi ved med at lade det være dyrt at være dansker og grøn?
Elafgiften blev indført i 1977 under oliekrisen. Dengang gav det mening – strøm var dyr, sort og vi havde brug for at spare. Men den tid er for længst forbi. Strømmen er i dag grønnere, billigere og vigtigere end nogensinde i kampen for at udfase kul, olie og naturgas. Derfor burde det være billigere at bruge strøm – ikke dyrere.
Derfor skal vi sænke elafgiften til EUs minimumsniveau – og gerne hurtigst muligt. Der er ikke længere nogen teknisk, klimamæssig eller økonomisk undskyldning for at lade være.
Det er kun vanetænkning og jagten på nemme penge til politikerne, der holder den gamle elafgift i live.
Statslig pengemaskine
Staten hiver nemlig flere milliarder af kroner hjem hvert år alene på elafgiften. Det er en kæmpe pengemaskine, som politikerne på Christiansborg har vænnet sig til at kunne regne med.
Men vi er nødt til at spørge: Er det rimeligt, at almindelige danskere skal betale så høj en pris for noget, der i dag er nødvendigt for både klima og fremtidens energiforsyning?
Jeg synes ikke, at det er rimeligt. Jeg synes, at det er direkte urimeligt, at hr. og fru Danmark skal betale en grotesk høj elafgift uden nogen fornuftig grund.
Og elafgiften rammer ikke bare skævt – den rammer socialt skævt.
En direktør og en sosu-assistent betaler det samme pr. kilowatt-time. Men det siger sig selv, at elregningen vejer tungere i budgettet hos dem med de laveste indkomster.
For mange almindelige familier, enlige forsørgere og pensionister er strøm ikke noget, som man kan vælge til eller fra. Det er en nødvendighed. Det er varme om vinteren. Det er madlavning, tøjvask, lys, opladning af telefoner og computere.
Når vi taler om grøn omstilling, så skal vi huske, at det skal være for alle – ikke kun for dem, der har råd til høje elregninger.
Hvis vi virkelig vil have flere til at vælge elbiler, varmepumper og grønne løsninger, så skal vi gøre det billigere og nemmere – ikke dyrere og mere besværligt.
Høje elafgifter er en barriere, ikke en løsning.
En lavere elafgift vil fremme grønt forbrug, mindske ulighed og ovenikøbet give samfundsøkonomisk gevinst. Selv de økonomiske vismænd ser det som en god forretning for staten af sænke afgiften!
Indlysende!
Det burde altså være helt indlysende: Vi skal banke elafgiften så meget i bund som muligt. Det må og skal ikke være unødigt dyrt at være dansker.
Det skal være billigt at vælge grøn strøm til. Det skal kunne mærkes direkte på elregningen, når man vælger den grønne vej. Ikke kun som en moralsk opfordring – men som noget, der giver mening for pengepungen.
I dag har vi et system, hvor politikerne på Christiansborg bryster sig af deres grønne ambitioner samtidig med, at de beholder en afgift, der modarbejder hele projektet. Det hænger simpelthen ikke sammen.
Vi kan ikke bede danskerne om at tage ansvar for klimaet og samtidig gøre det dyrere for dem at vælge grønt. Hvis vi vil tage den grønne omstilling alvorligt, så må vi starte med at rydde op i de urimelige afgifter.
Sænk elafgiften. Gør det billigere at vælge grønt. Lad være med at gøre folks elregning til en skjult ekstraskat på noget, som vi burde fremme.
Hvis jeg sad i Folketinget, så ville jeg kæmpe for én ting: At det skal være billigere at være grøn – ikke dyrere. Vi skal banke elafgiften i bund. Jeg synes, vi skylder danskerne noget bedre. - Tiden hvor man kan slippe afsted med at greenwashe statslige pengemaskiner skal være slut!
Det er sund fornuft – og det skylder vi danskerne.