Vi må ikke elske folkeskolen ihjel

Jeg husker ikke folkeskolen som et lyserødt eventyr. Jeg husker den som en institution med masser af potentiale - men også med sine knaster

Der var lærere, der ville os det bedste, men som alt for ofte blev spændt for af et system, der stod i vejen. Regler, krav og detailstyring, der kvalte initiativ og glæde.

Jeg har selv oplevet, hvad en lærer med tid og frihed kan betyde for et barn. I mine første skoleår havde jeg en dansklærer, som jeg er evigt taknemmelig for. Hun så mig for den, jeg var, og tog sig tid til at hjælpe mig med det, som jeg havde svært ved. Hun gav mig mod på at lære - ikke bare fag, men også at være nysgerrig og tro på mig selv. Den slags lærere kan forandre et barns liv.

En anden historie

Men for nylig mødte jeg en anden lærer, jeg har haft.

Hun fortalte en helt anden historie - om forråelse, om manglende respekt, om en skole, hvor “særlige behov” er blevet en sovepude, der ofte overdøver hensynet til resten af klassen. Det var en hverdag, hvor hun konstant måtte slukke ildebrande i stedet for at undervise.

Hun elskede sit arbejde, men hun måtte stoppe. Det er forfærdeligt - og desværre ikke enestående.

Jeg hører lignende historier igen og igen, når jeg besøger skoler og taler med lærere og skoleledere. De brænder stadig for deres fag, men mange føler, at de er blevet forvaltere af politiske modeprojekter, kontrolskemaer og urealistiske inklusionsmål i stedet for undervisere. Det er ikke, fordi lærerne er blevet dårligere - det er rammerne, der er blevet ringere.

Frisæt folkeskolen

Derfor kæmper jeg for, at vi frisætter folkeskolen - ikke symbolsk, ikke som en forsøgsordning for de få, men som en reel politisk retning for vores fælles skole.

Vi skal turde tage et opgør med inklusion for enhver pris, når det sker på bekostning af både faglighed og trivsel. Inklusion kan være en gave, når den er vellykket, og ressourcerne følger med, men det kan være ødelæggende for både barnet selv og resten af klassen, når den bliver en automatreaktion frem for en gennemtænkt beslutning.

Lad os tage et opgør

Vi skal tage et opgør med forråelsen og manglen på respekt, som alt for mange lærere oplever. Det er ikke nok at tale om trivsel, hvis vi ikke tør tale om adfærd, disciplin og de voksnes autoritet i klasselokalet.

Respekten skal tilbage til lærerne - ikke fordi de skal være ufejlbarlige, men fordi deres arbejde og faglighed fortjener det.

Vi skal give lærerne ro og beslutningskraften tilbage. Vi skal stole på, at de - bedre end politikerne på Christiansborg - ved, hvordan man får børn til at lære og trives.

At frisætte folkeskolen betyder at fjerne unødvendige bindinger, detailmål og styringsværktøjer, der ikke giver mening i praksis. Det betyder, at skolebestyrelser, skoleledere og lærere får friheden til at tilpasse undervisningen til lokale behov og virkeligheder.

Det betyder, at vi ikke skal indrette skolen, efter hvad Pisa-test siger, men hvad der sikrer trivsel og dannelse hos vores elever. Dét er borgerlig skole politik.

Det virker!

Vi ved, at det virker. Se på Holbæk Kommune, hvor frisættelsesforsøget “Børnenes skole” har givet lavere fravær, bedre trivsel og større engagement.

Jeg har selv besøgt kommunen og oplevet det på nærmeste hold. Det er ikke raketvidenskab - det er sund fornuft. De frisatte skoler bruger friheden til at skabe mere fleksibel undervisning, stærkere fællesskaber og bedre ejerskab hos både elever og ansatte.

Og lad os være ærlige: Det burde ikke være kontroversielt!

Selvfølgelig skal lærerne have frihed til at gøre det, de er bedst til. Selvfølgelig skal skolelederne have ansvar for at forme skolen efter lokale behov. Selvfølgelig skal beslutninger træffes tæt på børnene - ikke bag et skrivebord på Christiansborg.

Det er længe siden - desværre

Men sådan har det ikke været i Danmark længe.

I årevis har vi set en strøm af reformer, måltal, bekendtgørelser og kontrolmekanismer. Skolen er blevet en maskine, der skal levere på måltal i stedet for at danne mennesker.

Midt i det hele står børn, der mister motivationen, lærere, der mister arbejdsglæden, og forældre, der mister tilliden.

Folkeskolen har været igennem nok. Nu har den brug for ro, for frihed og et opgør med den forestilling, at mere styring giver bedre resultater. Det gør det ikke. Det ved vi. Og vi ved også, at det modsatte kan virke.

Særligt på Bornholm

Særligt på Bornholm giver det mening at frisætte. Vi har et stærkt lokalsamfund, tætte relationer og engagerede lærere.

Vi kender hinanden, og vi kender vores børn. Hvorfor skulle vi ikke have frihed til at forme vores skole på den måde, der giver bedst mening her? Hvorfor skal vi vente på, at Christiansborg giver grønt lys til det, vi allerede ved virker?

Frisættelse handler ikke om, at alt skal være forskelligt overalt. Det handler om, at alt ikke behøver være ens. Om at give skoler mulighed for at vælge det, der passer lokalt – ikke det, der passer ind i en skabelon.

Det kræver mod. Det kræver, at vi som politikere tør give slip på styringen. At vi tør stole på lærerne, på skolelederne, på forældrene – og på eleverne.

Ikke fordi vi skal blande os uden om skolen, men fordi vi skal blande os på en ny måde: Støtte i stedet for at styre. Lytte i stedet for at diktere. Sætte rammer for at give slip.

Jeg har oplevet, hvad en lærer med tid og frihed kan betyde for et barn. Jeg har også set, hvad der sker, når systemet tager den tid og frihed fra dem.

Så spørgsmålet er ikke længere, om frisættelse virker. Det gør den. Spørgsmålet er: Hvad venter vi på?