Farlige trøjer og frihed på flugt

Hvad sker der i vores samfund?

Forestil dig dette: En kæmpe folkefest i Fælledparken, hvor tusindvis af mennesker samles til DHL-stafetten. Tusindvis af mennesker, der i farverige trøjer repræsenterer deres arbejdsplads, griner, hepper, hygger og deler en kold øl bagefter. Det er én af de sjældne dage, hvor kontorstolen bliver byttet ud med løbesko, og hvor kolleger forvandles til holdkammerater. Jeg elsker den dag.

Men i år var der noget, der gnavede. Jeg vidste det godt på forhånd.

For sagen var den, at Mærsk havde rådet deres medarbejdere til at løbe i neutrale trøjer uden logo, fordi de frygtede ubehagelige konfrontationer.

Da jeg så blev mødt af pro-palæstinensiske demonstranter på ruten, så blev det hele meget konkret. Jeg løb bogstaveligt talt ved siden af mennesker, som af sikkerhedsmæssige hensyn ikke måtte vise, hvor de arbejdede. En af Danmarks største virksomheder vurderer altså, at deres ansatte ikke kan deltage trygt i et motionsløb, hvis de viser, hvor de arbejder. Sagen bliver endnu mere skræmmende ved, at det ikke kun er til DHL, men i al almindelighed opfordringen gælder.

Et faresignal

Det er ikke bare absurd. Det er et faresignal for hele vores demokratiske kultur. For hvad siger det om et samfund, når almindelige mennesker ikke længere kan repræsentere deres arbejdsplads i fred, men skal tage hensyn til, at der findes en flok utilpassede ekstremister, som mener, at chikane og intimidering er et politisk redskab?

Det er præcis den samme mekanisme, at vi ser, når klimaaktivister limer sig til motorveje og skaber kaos i myldretiden. Eller når 1. maj bliver afbrudt af råb, så talere må opgive at gennemføre. Eller når en mand, der bare vil spise middag med sin familie, pludselig bliver filmet, chikaneret og hængt ud på de sociale medier af en anonym bølle, der råber at han "burde skamme sig" og minder ham om, at "vi ved hvor du arbejder".

Det er en ubehagelig vej, som vi bevæger os ned ad. Det handler ikke om at overbevise, men om at overdøve - ikke om at skabe debat, men om at lukke den ned. Og når vi begynder at tilpasse os - når Mærsk siger “vi fjerner logoet, så I ikke bliver udsat for chikane” - så har aktivisterne i praksis vundet.

Forfærdeligt

Jeg synes, det er dybt forfærdeligt. Fordi det, der burde være en festdag, bliver en påmindelse om, at den frie samtale og det trygge gaderum er under pres.

Det er som om vi glemmer, hvad ytringsfrihed egentlig betyder: At du kan gå med dit logo, dit kors, din regnbuefarve eller dit Israel eller Palæstina flag - uden at skulle frygte for din sikkerhed. Hvis vi først accepterer, at folk må gemme sig af frygt for aktivister, så er vi på vej ned ad en meget farlig vej.

Det her er ikke en kamp mellem højre og venstre. Det er en kamp mellem de, der tror på, at uenighed håndteres med ord - og de, der tror, at den håndteres med larm, trusler og utryghed.

Jeg er ikke naiv: Selvfølgelig er der en stor forskel på at demonstrere fredeligt og på at jage almindelige mennesker ud af det offentlige rum. Men grænsen bliver desværre mere og mere udvisket.

Overdrivelse?

Nogle vil måske sige, at jeg overdriver. “Kom nu, det er jo bare en trøje.”

Men nej. Symboler betyder noget. Logoet på brystet betyder, at man står ved sin arbejdsplads, sin identitet, sit fællesskab. Når vi pakker det væk af frygt, så har vi i virkeligheden allerede overgivet noget af den frihed, som burde være ukrænkelig.

Jeg savner, at vi siger fra. At vi står sammen om at beskytte rummet for fredelig uenighed. At vi sender et signal til virksomheder som Mærsk: Jeres ansatte skal ikke gemme sig væk - de skal kunne gå ranke med jeres logo, uden frygt for at blive chikaneret.

Og jeg savner, at vi tør kalde tingene ved deres rette navn: Det er ikke “engagerede unge” eller “aktivistiske stemmer”. Det er ekstremisme i civil forklædning.

Den, der råber højest, må ikke få ret!

Hvis vi ikke tager det alvorligt, så ender vi i et samfund, hvor den, der råber højest eller skræmmer mest, får ret. Hvor almindelige mennesker bliver tavse, fordi det er lettere at dukke nakken end at risikere at blive udskammet eller truet.

Vi er allerede på vej derhen. Over 70 procent af danskerne siger, at de undgår at tale om Israel-Palæstina-konflikten af frygt for at blive stemplet. Det er ikke demokrati - det er selvcensur.

Derfor er DHL-sagen ikke en bagatel. Den er et symptom.

Og hvis vi ikke stopper op og råber op nu, så bliver næste skridt, at folk lader være med at møde op - ikke bare til motionsløb, men til debatter, til foreningsmøder, til demonstrationer. Demokratiet dør ikke fra den ene dag til den anden. Det dør lidt efter lidt, når de fredelige trækker sig, og de larmende får lov at fylde.

Jeg nægter at acceptere det. For jeg vil have et samfund, hvor vi stadig kan løbe i farverige trøjer og grine sammen bagefter - uden at frygte, hvem der står og venter med et banner på ruten.