Klimaets største fjende er aktivisternes ego

Kære klimaaktivist: Rejs dig fra vejen og smøg ærmerne op.

Jeg ved godt, du mener det godt. Du sidder der på asfalten, svedende under solen, i din hjemmehæklede hue og ignorante fremtoning, mens du holder på dit hjemmelavede banner med revolutionerende budskaber. Du gør det for planeten, siger du. Men ærligt talt – du gør det ikke for klimaet. Du gør det for dig selv. For følelsen af at være en del af noget større og den rene samvittighed. For likes, for samvittigheden, for moralen.

Jeg så for nylig Signe Moldes program om klimaaktivisterne i “Nødbremsen” på DR.

Jeg har sjældent set noget mere absurd. Dagen starter naturligvis med en såkaldt "pronomen-runde”. Derefter står den på undervisning i at gøre politiets arbejde så svært som muligt.

Når man vil bryde loven, så skal det selvfølgelig gøres med den rette metode. Når alle har forstået opgaven, så handler det bare om at sætte sig ned på vejen og stoppe trafikken - til stor gene for de mange danskere som er på vej på arbejde for at holde hjulene i gang.

Hvad bilder de sig ind?

Hvad bilder de sig dog ind? Alenlange køer af biler, lastbiler og busser som står i tomgang. Det skal nok gøre en forskel for klimaet.

Når politiet kommer for at befri borgerne fra den proteserende bunke selvudnævnte messiasser, så skal træningen stå sin prøve. Gør dig så slap og tung som muligt. Lad være med at samarbejde og vent til, at politiet er kørt væk, for så at hoppe ud på vejen igen. ”Job well done”.

Det er ikke modigt. Det er ikke sejt. Det er ikke forbilledligt. Det er narcissisme forklædt som aktivisme.

Det stopper jo ikke på motorvejen. Det fortsætter på museer, hvor tomatsuppe bliver kastet på kulturel verdensarv, mens nogle råber “Hvad er vigtigst – kunst eller liv?”. Det fortsætter i lufthavne, hvor flypassagerer bliver fanget som gidsler i moralske performancekunstværker. Og det fortsætter gudhjælpemig også på diverse sociale medier med selvhøjtidelige ’influencers’ som prædiker klimaretfærdighed hjemme fra sofaen af, mens deres primære indtægt kommer fra TikTok.

Klimakampen taber troværdighed, hver gang, at nogen gør sig selv til martyr i stedet for at tage ansvar. Når du limer dig fast til vejen, så viser du ikke handlekraft – du viser handlingslammelse. Du udstiller hele min generation som en flok forkælede, privilegieblinde unge, der hellere vil lege moralske superhelte end faktisk rulle ærmerne op og løse problemerne.

Jeg bliver vred

Og ja, jeg bliver vred. For jeg ved, at klimakampen er vigtig. Jeg bruger selv min fritid i ’Gaia’ – en grøn organisation, hvor vi arbejder sammen med erhvervslivet for at skabe reel omstilling. Ikke ved at sabotere, men ved at samarbejde. Ikke ved at afbryde trafikken, men ved at påvirke beslutningerne.

Vi har forstået, at man ændrer verden gennem ansvar, ikke anarki. Noget som forskningen sådan set bakker op om.

Der findes en voksende gruppe unge, som gerne vil gøre noget reelt. Men vi bliver konstant trukket ned i tempo af de, der gør klimadebatten til et teaterstykke.

For mens de skriger på revolution, så arbejder vi andre på løsninger. Mens de ser borgerne som fjenden, så ser vi virksomhederne som partnere. Og mens de søger drama, søger vi fremskridt.

Nu er det mest ego

Jeg savner den tid, hvor aktivisme betød engagement – ikke ego. Hvor man kæmpede for noget større end sig selv i stedet for at kræve særbehandling for sin følsomhed.

Hvis du virkelig mener, at klimaet er i krise, så lad være med at lime dig fast. Meld dig ind i et parti. Søg ind i en bestyrelse. Uddan dig. Byg noget. Gør noget.

Tag en kiks, tør øjnene, og kom ind i kampen. Den rigtige kamp – den, der kræver tålmodighed, faglighed og virkelighedssans.

Klimakrisen bliver ikke løst på en motorvej. Den bliver løst af mennesker, der gider tage ansvar - også når ingen filmer det.

Så rejs dig fra vejen - og smøg ærmerne op.