Vi har det godt, vi har bare glemt det.

Jeg så for nylig en overskrift, der lød: “Ungdommen mistrives som aldrig før.” Og jeg kunne ikke lade være med at tænke: nå, så er jeg altså undtagelsen.

For ifølge Dansk Ungdoms Fællesråds (DUFs) nye Ungeanalyse 2025 siger, at 77 procent af os unge ofte er glade, og 68 procent mener ligefrem, at de har et godt liv.

Det går altså fremad – men du skulle ikke tro det, hvis du følger med i medierne. Der bliver talt om ungdommen, som om vi er en samling fugtige planter, der visner, så snart nogen stiller krav.

Livet er ikke altid let

Jeg forstår godt, at mange har det svært. Livet er ikke let. Det har det aldrig været. Men der er forskel på at have det svært og på at dyrke det at have det svært.

I dag er mistrivsel nærmest blevet en livsstil – en måde at være ung på. Det er, som om man først er et rigtigt menneske, når man har en diagnose, et behov for pauseår og en undskyldning for at melde sig ud af fællesskabet.

Men måske er det hele ikke så mærkeligt, når man tænker over det. For vi er den mest frie generation nogensinde. Vi kan blive alt, vi kan vælge alt, vi kan flytte, skifte, aflyse og fortryde. Vi kan være hvem vi vil – og vi skal helst være det hele på én gang.

Det er jo fantastisk. Men også lidt for meget. For med den uendelige frihed følger et pres, der er lige så stort: når alt er muligt, så er alt også dit eget ansvar. Hvis du ikke lykkes, så er det din egen skyld. Hvis du mistrives, så er det fordi, du ikke har fundet dig selv godt nok endnu.

Vi taler meget om frihed, men måske er det netop friheden, der gør os trætte. For frihed uden mening og retning er bare tomt.

Hyperindividualisme

Alt handler om én selv – hvad jeg føler, hvad jeg vil, og hvem jeg er. Det er hyperindividualismen, der har sneget sig ind i os på foranledning af Venstrefløjen.

De har i årtier prædiket, at vi skal frigøre os fra alt – fra traditioner, normer, køn, forventninger og fællesskaber. Man skal være sig selv, leve sin sandhed og ikke lade nogen bestemme over én. Men når man har revet sig fri af alt, der binder én sammen med andre – hvad er der så tilbage? Ensomhed i frihedens navn.

DUF's analyse viser, at de unge, der trives bedst, ikke er dem, der får mest hjælp. Det er dem, der gør noget. De, der er med i foreninger, frivillige fællesskaber, sportsklubber, spejdergrupper eller ungdomsråd. De føler sig mere forbundet, de kan bedre håndtere modgang, og de er gladere for deres liv. Måske fordi de ikke bruger al deres tid på at mærke efter – men på at række ud.

Trivsel handler om fællesskab

Jeg bliver faktisk lidt rørt, når jeg læser de tal. For det fortæller mig, at trivsel ikke handler om flere tilbud eller flere terapiapps. Det handler om fællesskab. Om at være noget for nogen. Om at blive savnet, når man ikke møder op.

Måske har vi brug for lidt af det, som mogle kalder gammeldags - iIkke som i sort-hvid moral, men som i: jeg skylder nogen noget. Jeg møder op, fordi nogen regner med mig. Jeg tager ansvar, fordi det giver mening. Jeg hjælper, fordi jeg kan. Det er ikke oldnordisk – det er bare menneskeligt.

Når halvdelen af de unge i DUFs analyse siger, at de får dårlig samvittighed over at lave noget, der ikke føles produktivt, så siger det alt. Vi måler alt i præstation, men vi har glemt betydningen. Vi løber efter selvudvikling, men mister retningen. Og måske er det derfor, vi mistrives i et samfund, der ellers giver os alt.

Vi har alt, hvad vi kunne drømme om – men vi har glemt, at frihed kun giver mening, når den følges af ansvar. For når alt bliver muligt, forsvinder retningen.

Det er ikke friheden, men forpligtelsen, der gør livet meningsfuldt.