Det er ikke racisme. Det er realisme

Vi skal turde sige fra!

Jeg har længe tænkt over, om jeg skulle skrive det her. For jeg ved godt, at det koster at sige den slags højt. Man bliver kaldt alt muligt.

Men jeg kan ikke tie stille. Jeg kan ikke bare se til, mens udviklingen går den forkerte vej. For jeg elsker Danmark, og jeg vil passe på det.

Der sker noget i vores samfund, som er dybt skræmmende. Det er ikke én stor begivenhed. Det er mange små - små skub - små kompromiser - små undskyldninger - og pludselig står vi et andet sted, end vi troede.

Tænk sig, at vores børn dagligt møder TikTok-imamer i deres feed. Ikke bare tilfældige klip, men polerede videoer, der forklarer, at Koranen står over Grundloven. At piger og drenge ikke må blande sig. At studentervognen er “haram”.

Det er ikke uskyldig underholdning. Det er prædiken forklædt som råd. Og det virker, fordi det er pænt pakket ind. Når den fortælling fylder vores børns telefoner, så udfordres de værdier, som vi har bygget vores land på.

Parallelsamfund

Tænk sig, at der findes steder i Danmark, hvor islamiske miljøer reelt hersker.

Hvor man ikke går til politiet men til et lokalt sharia-råd for at få “retfærdighed”. Hvor konflikter afgøres efter religiøse regler i stedet for dansk lov. Hvor offentligt ansatte udfører religiøs social kontrol i stedet for at arbejde for den frihed og ligeværdighed, som de burde. Det er middelalder i moderne tid.

Det foregår ikke i et fjernt land - det foregår her - i Danmark - i 2025.

Tænk sig, at to ud af tre irakere over 50 år i Danmark er på førtidspension. To ud af tre!. Det er ikke en detalje. Det er et tegn på, at noget er gået galt. Når hele grupper parkeres udenfor fællesskabet, så mister vi mennesker. Vi mister muligheder. Vi mister troen på, at frihed og ansvar gælder for alle.

Tænk sig, at antisemitismen igen vokser. At jødiske børn i Europa - også i Danmark - møder bevæbnede vagter på vej i skole. Det er ikke en film. Det er virkeligheden. Og det burde aldrig blive vores normal.

Tænk sig, at vores egen efterretningstjeneste vurderer truslen fra militant islamisme som “alvorlig” - ikke moderat - ikke teoretisk - alvorlig!

Når PET bruger det ord, så bør vi lytte. Det her er ikke hysteri. Det er en nøgtern vurdering af hvad, der foregår.

Vi bliver derfor nødt til at kunne tale åbent om udfordringerne ved den store indvandring fra især stormellemøsten – de såkaldte MENAPT lande.

Det er ikke racisme at sige det. Det er realisme. For det er herfra, at mange af de mønstre, som vi kæmper med, kommer: parallelsamfund, social kontrol, æresrelaterede overgreb og en islamisk kultur, der i for høj grad kolliderer med vores værdier.

Generalisering?

Jeg ved godt, hvad nogle vil sige nu. At jeg generaliserer. At jeg dæmoniserer.

Det gør jeg ikke. Jeg siger ikke, at alle muslimer er et problem - langt fra. Men jeg siger, at for meget islamisk indflydelse er en udfordring for vores sammenhængskraft - ikke som privat tro, men som normskaber, som socialt pres og som parallelle regler.

Det må vi kunne tale om uden at blive sat i bås.

Vi er nødt til at have modet til at tage et opgør. Ikke for at såre nogle, men for at beskytte nogle.

Piger, der holdes nede af kontrol - drenge, der får at vide, at danske regler er andenrangs - lærere og elever, der mærker vold og trusler i skolen - jødiske familier, der er blevet nervøse for at vise, hvem de er - helt almindelige danskere, der føler, at det tabte terræn er blevet tavshedens pris.

Det her handler ikke om kulør. Det handler om kultur. Om hvad vi accepterer. Om hvad vi siger nej til.

Jeg vil kæmpe for et samfund, hvor Grundloven står øverst. Hvor vi ikke relativiserer frihed, ligestilling og ytringsfrihed. Hvor vi tør sige: Vil man Danmark, så må man følge spillereglerne her.

Derfor siger jeg også klart: Vi skal have en stram og konsekvent udlændingepolitik.

Ikke for at være hårde for hårdhedens skyld,men fordi klare krav er det eneste, der virker, når normer kolliderer. Vi skal stå fast på, at dansk ret gælder i Danmark. At social kontrol og æresrelaterede overgreb aldrig kan undskyldes. At sharia-lov aldrig må have fodfæste her. Aldrig.

Jeg ved det

Jeg ved, at det kan gøre ondt at sige det. Jeg ved, at det kan koste. Men tavshed koster mere. Tavshed er det langsomme ja. Det er den blide accept. Det er sådan, at man mister et land uden at opdage det.

Det er blandt andet derfor, at jeg stiller op til Folketinget for Bornholm.

Fordi jeg ikke vil tie. Fordi jeg kommer fra et sted, hvor fællesskabet stadig betyder noget. Hvor man hilser. Hvor foreninger bygger bro. Hvor vi passer på hinanden. De værdier skal gælde i hele Danmark. Også når det blæser. Også når det er besværligt.

Enten står vi fast – eller også glider vi.

Jeg vælger at stå fast. For Danmark skal være Danmark - også i morgen.